Klar til næste trin i evOlutionen?
Når du deltager i orienteringsløb, skal du finde vej imellem en række punkter - 'poster' - ved hjælp af et kort og evt. et kompas.
Deltager du i orientering som konkurrenceidræt gælder det om at være hurtigst til at finde et antal poster i terrænet. Er rækkefølgen angivet, skal denne følges.
På kortet er posterne indtegnet med violet farve i et mønster, der angiver ruten, også kaldet en bane. Start, poster og mål, udgør banen.
Streger forbinder først start, så et antal poster og til sidst mål. Følger man stregerne mellem start, poster og til mål, kommer man rundt i den rigtige rækkefølge.

En post er en markeing af en genstand i terrænet, fx en sten eller et stikryds, som er det du skal finde i orienteringsløb.
I terrænet er hver post markeret med en orange og hvid skærm. Skærmen er oftest monteret på et stativ. Posten er desuden forsynet med et kontrolnummer, så du kan sikre dig, at det er den rigtige post du har fundet.
Til konkurrencer, hvor der bruges tidtagning, er der på hver post monteret en elektronisk postenhed. Den skal du registrere dig på, ved at "klippe" med en elektronisk enhed, kaldet en "brik", som du har med rundt på ruten. De fleste klubber stiller brikker til rådighed til udlån ved løb og træninger hvor der bruges tidtagning.

Orienteringsløb er en idrætsgren med tilbud til alle aldersgrupper, i klubber i hele Danmark. Der tilbydes ugentlige træninger i de fleste klubber, ofte inddelt efter alder helt ned til 3-4 år. Der arrangeres også løb hen over året, hvor alle er velkomne til at deltage.
Deltagerne til orienteringsløb, er inddelt i klasser efter deres alder og køn. Der er klasser for børn fra 10 år, til deltagere over 80 år. Der findes også forskellige sværhedsgrader, så udfordringen kan tilpasses forskellige niveauer. Er du ny i sporten, følger ruterne stier og veje.
Stævneplads og område, hvor løbet foregår, er fælles for alle, hvilket gør orienteringsløb til en oplagt familiesport.
